Dispensationer

Dispensationer er fritagelser fra de almindelige regler, og du kan kun få dispensation, hvis der foreligger usædvanlige forhold (som f.eks.: sygdom)

Her finder du AAUs generelle regler for dispensation samt klager.
 
Du kan bl. a. søge om dispensation i forbindelse med:
 
4. eksamensforsøg
5. eksamensforsøg
"hængepartier" og studiefortsættelse
Frist for aflevering af projektrapporter og specialer
Optagelse på kandidatuddannelse
 
Ved ansøgning om dispensation skal du altid henvende dig til sekretæren for det relevante studienævn.

Ansøgninger til studienævnet skal indeholde

  • Ansøgerens navn, adresse og CPR-nr.
  • En opdateret studiejournal fra STADS
  • En præcis angivelse af hvad der søges om
  • Hvorfor det er nødvendigt at søge dispensation (f.eks. hvorfor en prøve ikke er bestået i de tidligere forsøg. Du skal forklare, hvad der gik galt i samtlige forsøg.)
  • En sandsynliggørelse af, at en dispensation rent faktisk kan afhjælpe problemet (f.eks. hvorfor du mener, at du kan bestå prøven ved et fjerde forsøg). Du kan evt. vedlægge en erklæring fra kursusholderen.
Husk altid at vedlægge dokumentation i det omfang, det er muligt, herunder lægeerklæringer for sygdom o. lign.
 
Er ansøgningen mangelfuld, returneres den med (om muligt) en angivelse af manglerne ved ansøgningen.

4. eksamensforsøg 

Der kan gives dispensation til 4. eksamensforsøg, hvis der foreligger en ansøgning, hvori der redegøres for usædvanlige forhold, der kan begrunde dette.

Det er endvidere et krav, at kurset har været fulgt 2. gang, og at dette dokumenteres. En sådan dokumentation er typisk en løbende attestation fra kursusholderen på, at de enkelte kursusgange er fulgt, eller fremvisning af opgavesamling.

Ansøgning om 4. eksamensforsøg skal bl.a. indeholde:

  • En redegørelse for de forhold som medførte, at de tre første forsøg mislykkedes
  • En redegørelse for hvordan disse forhold er ændret
  • En attesteret studieplan samt redegørelse for evt. afvigelser herfra (studieplanen attesteres af den decentrale studievejleder, der også kan være behjælpelig med udformningen af ansøgningen)
  • En argumentation for at eksamen vil blive bestået i 4. forsøg
  • Dokumentation for at kurset er fulgt 2. gang
NB: 4. eksamensforsøg vil ofte være forbundet med, at der også skal søges dispensation for start på det 3. semester efter kursets afholdelse.

For projekteksamener gælder følgende

Hvis et projekt ikke bestås i andet forsøg anbefales det, at der udarbejdes et nyt projekt, som i indhold er væsentligt forskelligt fra det projekt, der lå til grund for de tidligere forsøg. Hvis de tre første forsøg er baserede på det samme projekt, gives der som hovedregel ikke dispensation til et 4. forsøg i samme projekt.

En dispensation til et fjerde forsøg bør indeholde:
  • En redegørelse for de forhold som medførte at de tre første forsøg mislykkedes
  • En redegørelse for hvordan disse forhold er ændret
  • En argumentation for at eksamen vil blive bestået i 4. forsøg
NB: 4. gangs forsøg vil typisk være forbundet med, at der også skal søges dispensation for start på det 2. semester efter projektenhedens afholdelse (5. semester må f.eks. ikke påbegyndes, før projektenheden på 3. semester er bestået).

5. eksamensforsøg

Ansøgninger om dispensation til 5. eksamensforsøg udarbejdes efter samme retningslinier som til 4. eksamensforsøg. Opnåelse af 5. eksamensforsøg gives kun, hvis der foreligger særdeles tungtvejende og usædvanlige forhold, der kan begrunde dette. Ydermere må ingen andre studieaktiviteter i ansøgningsøjeblikket være ikke bestået i 2., 3. eller 4. forsøg.

"Hængepartier" og studiefortsættelse

Hvis en studerende har et hængeparti, som er mere end 2 semestre gammelt, må han/hun ikke forsætte på et nyt semester uden at have fået dispensation.

Studienævnets praksis for at give dispensation til studiefortsættelse på trods af et hængeparti, der er mere end 2 semestre gammelt, forudsætter normalt at:

  • Der kun er tale om et enkelt kursus (et enkelt hængeparti, som er så gammelt). (Man må f.eks. kun have 1 hængeparti på 3. semester for at kunne søge dispensation til start på 6. semester)
  • Der højst er et enkelt kursus herudover, der ikke er bestået (Man må f.eks. kun have 1 hængeparti på 4. eller 5. semester (ud over hængepartiet på 3. semester) for at kunne søge dispensation til start på 6. semester)
  • Der foreligger en studieplan der sandsynliggør, at de manglende kurser kan bestås
  • Det semester, der søges påbegyndt, ikke er et afgangs-semester (7., 9. hhv. 10. semester, afhængig af, om der er tale om diplomingeniør, langt eller kort speciale/afgangsprojekt)

Frist for aflevering af projektrapporter og specialer

Ved semesterets begyndelse fastsættes afleveringsfrister for projektrapporterne i semestergruppen. For hovedfagsrapporter og specialer aftales afleveringsdatoen mellem vejleder og studerende. Fristerne aftales så eksamen er gennemført ved semestrets afslutning, dvs. normalt inden udgangen af hhv. januar hhv. juni.

Det er en betingelse for deltagelse i prøven at afleveringsfristen er overholdt, og der skal således søges dispensation til evt. senere aflevering. Dispensation fra afleveringsfristen gives kun hvis der foreligger særlige omstændigheder, som f.eks. længere tids (dokumenteret) sygdom.

Optagelse på kandidatuddannelsen

Ønsker du at søge en dispensation med henblik på at få tilladelse til at tilmelde dig fag og prøver på en kandidatuddannelse, før din bacheloruddannelse er bestået, skal du sende en dispensationsansøgning. Se mere om dispensation til optagelse på kandidatuddannelsen.